Om os

Simmersted Friskole og Fribørnehave bygger på det Grundvig-Koldske skolesyn, der har fortællingen, sang og historie som vigtigste elementer.

SimFri er en skole hvor der er tid og plads til den enkelte, samtidig med at fællesskabet og respekten for hinanden er en naturlig den af dagligdagen.

SimFri vægter kreativitet, musik, udeliv, sundhed og motion.

SimFri er en forældredrevet skole, hvor alle yder en indsats og engagerer sig i skolens hverdag.

Vi har vores egne busser, som henter og bringer de elever, der ikke har mulighed for at bruge den offentlige transport.

Skolen

I lillegruppen og mellemgruppen er der højest 16-18 elever på hvert hold med én lærer.
I  storegruppen kan der være op til 21 elever på hvert hold med èn lærer og i ældstegruppen kan der være op til 23-25 elever på hvert hold. Der arbejdes både selvstændigt og på tværs af holdene i alle grupper.

Lillegruppen møder til undervisning fra kl. 8.00 til kl. 13.30. Fra mellemgruppen til og med ældstegruppen møder de til undervisning, mandag til torsdag fra kl. 8:00 til kl. 14:30 og fredag til kl. 13:30. Der er frugt til eleverne hver formiddag.

Undervisningen er tilrettelagt i moduler, så der er tid til fordybelse. Undervisningsformen tilpasses efter fagene, gruppen og det enkelte barn.

Dagen begynder med fælles morgensamling, hvor der synges, og alle har mulighed for at fortælle om stort og småt, specielle begivenheder, fødselsdage og andet. Det er lærerne, evt. sammen med elever, der på skift står for morgensamlingen.

SFO

SFO’en, som har fine lokaler, holder åbent om morgenen fra 6:20 – 7:45 og igen om eftermiddagen fra 13:30 – 16:45 (fredag 15:45).

Vi er en lille SFO, der lægger vægt på nærhed og hygge. Derudover er vi bevidste om, at vi er et fritidstilbud, så der er få krav, men derimod en stor grad af frihed og selvbestemmelse.

Vi har vores eget børneråd, som bevirker at børnenes dagsorden kommer i fokus. Børnerådet vælger månedstemaer, samt hvilke aktiviteter og arrangementer der passer til temaet.

Om morgenen tilbydes børnene morgenmad, i form af havregryn eller cornflakes med mælk/sukker. Når børnene ankommer til SFO’en om eftermiddagen, tilbydes de frugt og et stykke brød (bolle, snegl, knækbrød eller lign) og vand at drikke til.

En gang om måneden holder vi fødselsdag, for månedens SFO-fødselsdagsbørn. Her hygger vi med kage, pølser eller lignende.

SFO-tiden er ligesom skoletiden mobilfri, da vi vægter det sociale samvær og nærværet højt. Derfor skal mobiltelefonen ligge slukket i barnets taske, eller afleveres til personalet.

Foruden vores egne lokaler har vi mulighed for at boltre os i multihallen ved siden af skolen. Vi har også gode udendørsarealer; med flere legepladser, sportsplads og multibane.

KLUB

På SimFri er der klub hver mandag aften 17.00-20.00 gennem Haderslev ungdomsskole. Det er for alle unge i 7.-9. klasse, som er bosat i Haderslev kommune – også fra andre skoler.

De unge må komme efter skole 14.30 og hjælpe med at handle, bage kage, hænge ud i klubben, være i musik mm. 

Det koster 100 kr. for en sæson og alle penge vi tjener på kontingent, kiosken mm. går til de unge; mad, oplevelser materialer mm. Vi har en kiosk som de unge selv (m. hjælp fra de voksne) administrerer. I kiosken kan der købes slik, sodavand, nudler, minipizzaer mm. 

Det er de unges fritid, hvilket også afspejler sig i pædagogikken; ingen krav, udover krav om alm. ordentlighed selvfølgelig. De unge sætter dagsordenen så vidt muligt. De må lave, hvad de vil og deres input inddrages ift. aktiviteter ud af huset, arrangementer mm. 

Børnehaven

En lille Naturbørnehave, hvor tryghed og omsorg giver trivsel og udvikling. En god normering er vigtigt for os.

Et tæt forældresamarbejde er nøglen til barnets trivsel og udvikling. Hos os er alle er betydningsfulde for fællesskabet.
Vi har et tæt samarbejde med skolen, hvilket betyder at børnene færdes hjemmevant overalt på SimFri.

Vi elsker ture ud af huset i vores busser eller en gåtur til den nærtliggende naturskole. Udeliv og natur er overskriften på vores hverdag. Vi snakker ikke bare om tingene – vi tager ud og oplever dem.

Der er en rød tråd fra børnehavestart og gennem skoletiden.

Udsagn fra børnene – hvad er godt ved vores børnehave?

– At vi er på ture med busserne.

– At vi har et godt værksted

– At skolen ligger tæt på, så man kan sige hej til sin storesøster.

– At vi kan lege store og små sammen.

– At man har gode venner.

– At vi kan være på skolen og i multihallen.

Skolens ledelse

SKOLELEDER

Maja Slot-Tygesen

SEKRETÆR
Vivian Bertelsen
SFO LEDER

Sara Andreasen

BØRNEHAVELEDER

Janne Brynk Andersen